Vi startede Youtubekanalen i august 2017. Det var en snak mellem Simon Qvortrup og Morten Agersnap, der lå bag. Det viste sig at begge havde tænkt over at starte en Youtubekanal om mtb. Dels fordi der ikke var en seriøs dansk kanal og dels fordi, der var en fælles interesse for, at dele glæden ved mtb med alle danskere uanset niveau og ambition.
Som sagt så gjort. Vi gik igang uden at lægge store planer, lave markedsanalyser og lave en forretningsplan. Det var lysten og passionen som drev os. Siden tog vi Morten Qvortrup og Mads Taul med i projektet og gav os til at lave programmer. Efter få måneder stod det klart, at kanalen slog godt igennem. Allerede inden jul, havde et af programmerne rundet 10.000 views og med en gennemsnits seertid på ca. 3 minutter pr. afsnit har det givet blod på tanden.
Kanalen er ikke kommerciel og de midler vi kan få ind for normale YouTube-reklamer, går udelukkende til udgifter og forbedringer.
For at gå et skridt videre i formidlingen af MTB-glæde, laver vi kurser og guidede ture. Det er klart at vi ikke kan arbejde gratis og det vil ikke være fair overfor andre som udbyder kurser. Vi har derfor valgt at lægge os prismæssigt opad det “normale” prisleje. Vi mener selvfølgelig, at vi qua vores erfaring og baggrundsviden, kan tilbyde nogle helt unikke produkter og vi tilpasser dem gerne til alles behov.
Giv os et skriv, hvis du vil have en uforglemmelig oplevelse på mountainbike!